Lidt om selvværd…

Camilla FrøjkEgenomsorg, Selvværd, Tanker0 Comments

selvværd

Er selvværd virkelig roden til alt godt eller ondt i dit liv?

Det er muligvis ikke dit selvværd, der skaber udefrakommende udfordringer, problemer eller kriser. Det ville måske være lige lovlig stort ansvar at påtage sig. MEN…dit selvværd bestemmer din modstandsdygtighed. Dit selvværd er afsættet for dine handlinger.
Hvad mener jeg egentlig med det?
Jo se nu her…(det her har du sikkert set mange gange…og det er ikke raket-videnskab): Dine tanker styrer dine handlinger. Dine handlinger bliver til automatiserede vaner. Og dine vaner former din personlighed. Og din personlighed er det, du går ud i verden med.
Derfor er det så vigtigt, at du er opmærksom på, hvad det er for ord du bruger. Hvilke ord du fortæller din historie med. Hvilke ord du hvisker til dig selv, når ingen lytter med.

“Hold øje med dine tanker

For de bliver dine ord

Tag vare på og iagttag dine ord

For de bliver dine handlinger

Overvej og bedøm dine handlinger

For de bliver dine vaner

Værdsæt og iagttag dine vaner

For de bliver dine værdier

Forstå og omfavn dine værdier

For de bliver din skæbne”

– Mahatma Grandi

 

Hvad er det med det selvværd?

Det handler om den værdi du tillægger dig selv. Hvordan ser du dig selv. Ikke så meget om hvad du kan præstere. Men hvad du er værd som menneske.

Den værdi er (og bliver) præget gennem hele livet.
Hvis du er vokset op i et stærkt fundament af kærlighed. Du er blevet set, mødt og hørt af forældre eller andre omsorgspersoner, som har elsket dig uden betingelser. På lige den måde du havde brug for. Er du sandsynligvis velsignet med et højt selvværd.
Hvis du er det, har du også en stærk modstandsdygtighed, når du står i svære situationer.
Hvis du omvendt er vokset op i en familiestruktur, hvor det var nødvendigt at gøre noget særligt, for at få opmærksomhed, kærlighed og omsorg, har du måske været i tvivl om dit værd som menneske. I hvert fald det menneske som er dig – helt inde i kernen.

Er det overhovedet nødvendigt at have et højt selvværd?

Altså…vi kan sagtens overleve uden. Fungere. Have en familie, job, venner, interesser. Få hjulene til at køre rundt. Også med en vis grad af succes.
Men nok ikke med en følelse af at være helt ok. Ikke en følelse af at være helt rigtig. Ikke en følelse af tilfredshed. Ikke en følelse af at være herre over eget liv.
Vi kan godt skjule vores følelser – både for andre og os selv. Men den indre længsel efter noget andet og mere…måske udefinerbar i begyndelsen…den kan vi ikke slukke for. Vi kan skrue op for selvtilliden og præstere os væk fra følelserne. Men ikke mærke tilfredsheden. Vi kommer til at hæve barren hver gang vi når i mål. For det vil aldrig være godt nok.
Hvis ikke jeg har en grundlæggende følelse af at være ok. Elsket. Værdsat. I orden. Hel. OK. Perfekt som jeg er.

Så…what to do?

Tilbage til det med ordene. Og den historie du fortæller til dig selv om dig selv.
Hvis jeg nu siger, at dit selvværd næres af gode relationer. Af kærlighed. Af taknemmelighed. Af egenomsorg. Af tilgivelse. Af accept.
Hvor meget af det er der så (lige nu) i dine fortællinger om dig? Til dig?
Lad os for sjov skyld antage, at du ikke har det så godt med at begå fejl…
Og at du, selv om du gør et ihærdigt forsøg på det modsatte, begår fejl ind imellem.
Hvad sker der så? I hvor høj grad kan du: Tilgive dig selv for fejlen? Acceptere at du (også) kan lave fejl? Drage omsorg for dig selv – når du laver fejl?
Mit gæt er, at det er svært. Svært overhovedet at være tilstede i din krop, når du har lavet en fejl. Det er måske endda virkelig ubehageligt. Skamfuldt. Pinligt. Utilgiveligt. For dumt. Latterligt. Ikke godt nok.
Og – så kommer alle forsvarsmekanismerne i spil. Nogen skal have skylden placeret hos andre. Nogen distancerer sig fuldstændig. Nogen tilpasser sig og nogen straffer sig selv…

Selvværds-opbygning:

Du skal vide, at du er din hårdeste kritiker. INGEN andre tænker at du skal være 100% perfekt 100% af tiden. Ingen. Og så vil det være godt at huske:

1)  At alle laver fejl – også dig – og det er ok

2)  At fokusere på det positive frem for det negative
3)  At tilgive dig selv for fejlen
Mit bedste råd til dig – lige nu er: Bliv mere realistisk med dine forventninger til dig selv!
Helt ærligt. Hånden på hjertet. Det må være vanvittig energikrævende at skulle leve op til de høje krav du stiller til dig selv. Og hvad er belønningen værd for dig? Glæde? Kærlighed? Accept?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *